fisk-og-knivPå den nordfynske Kattegatkyst trives havørrederne på bedste vis. Dette er selvfølgelig en af grundene til, at vi har en lystfiskerlinje på Efterskolen Flyvesandet. For mange elever er det at fange deres første havørred en stor oplevelse og en drøm der går i opfyldelse. Men også en oplevelse der vil kræve meget gåpåmod og mange, mange kast og utvivlsomt også en enkelt – eller to – af de såkaldte ”nul-ture”. Et er dog sikkert! Når først havørreden er på krogen glemmes mange af de ture, hvor de ikke har været der. Eleverne opnår på fiskelinjen grejkendskab, tekniske færdigheder samt får et utal af muligheder for i linjefagstimerne, og på egen hånd, at fange de til tider så uopnåelige havørreder.

Men havørreder er heldigvis ikke de eneste fisk i vandet. Derfor skal vi på Efterskolen Flyvesandets fiskelinje også stifte bekendtskab med en række andre fiskeformer. Fx kan nævnes:

  • Medefiskeri efter fredfisk såsom skaller, aborre, skimmers, brasen og suder.
  • Havnefiskeri efter fladfisk, sej, hvilling, sild og sikkert også en ulk eller to.
  • Pilkefiskeri (linjefagsturen går i skoleåret 2015/16 til ”Det Gule Rev”)
  • Karpe og geddefiskeri
  • Put & take.
  • Isfiskeri i Norge, hvor vi bl.a. går efter fjeldørreder, stalling og røyer.
  • Garnfiskeri, hvor der opnås kendskab til håndtering af fisken samt lovkrav for garnfiskeriet.

På fiskelinjen er målet at skabe, bevare og udvikle lysten for fiskeri, og derfor er det vigtigt for os, at eleverne får nogle naturoplevelser, hvor de har de bedste muligheder for at få en fisk på krogen og flex klingen. Når fisken så er i nettet, kommer næste fase i det at være lystfisker – nemlig håndtering og, hvis man vælger at tage fisken med hjem, tilberedning. Det er meget vigtigt for os, at eleverne lære at håndtere, tilberede og bearbejde de fisk, som de vælger at tage med hjem.

Eleverne opnår en ekstra dimension ved at komme på besøg hos Elsesminde, Fyns Laksefisk, som hvert år opdrætter og udsætter en stor del af den fynske havørredbestand. Herved får eleverne kendskab til havørredens livscyklus samt en forståelse for gydeprocessen og de mange økosystemer som omgiver os. Ligeledes kan elever komme med ud at elfiske og indsamle de gydeklare havørred fra de fynske vandløb.

Grej– og knivfremstilling samt vedligeholdelse af grej sker på de stormfuld og kolde dage ofte i vinterhalvåret. Dog vil fluebindingenskunst blive prioriteret tidligt på året, så eleverne opnår kompetencerne til selv at kunne udvikle mønstre og dygtiggøre sig gennem året. Det er ikke en større lystfiskeroplevelse end den at fange en havørred – eller anden fisk – på et mønster man selv har skabt.

Undervandsjagt er fra skoleåret 2015 blevet en fast del af fiskelinjen. Det er med til at skabe en forståelse for havbundens betydning for, hvor vi finder fisken, og hvorfor vi sommetider opnår ”hug” på bestemte spots.

Som noget helt specielt skal vi i vintermånederne arbejde på restaurering af skolens båd, hvor eleverne får kendskab til aptering samt håndværksmæssige færdigheder.

Vi har et godt og tæt samarbejde med Fiskeklubben Nordfyn, som låner lokaler på skolen til deres klubaftener. Dette gør, at vi blandt andet er berettiget til at inddrage DSF’s mange faciliteter på linjen. Eleverne på fiskelinien er altid meget velkomne til klubaftnerne, hvor lystfikerhistorier bliver delt flittigt. Ligeledes afholder fiskeklubben hvert skoleår en række ture, hvor eleverne er meget velkomne til at deltage.

Om du er inkarneret og garvet lystfisker, eller om lystfiskeriet for dig er en ny og uudforsket verden vil fiskelinjen altid have plads til dig.